I Stockholm på ferie. På en legeplads.
Det går 3 min og så har mine børn fundet legekammerater. De har udpeget, at jeg skal være monster. Og de skal læbe væk fra mig. Jeg hopper på den. Jeg løber rundt og er farlig. Jeg ser moren til de børn mine unger leger med. Hun sidder på en bænk. Hun smiler til mig forstående. Jeg løber videre og prøver at fange dem.
Efter 10 min har jeg fået nok af at være farlig. Og proklamerer, at nu er monsteret snart færdig.
Moren smiler og tilbyder juice til alle børnene.
Hun takker mig, fordi hun bare kunne sidde og nyde solen, og nyde at være i 10 min.
Jeg forstår hende 100%. Et øjeblik til lige bare afslutte en tanke process. Eller gennemgå hvad man skal lave til aftensmad. Eller bare kigge på himlen og nyde at man er der hvor man er.
Hun er en kærlig mor. Men hun har også brug for et pusterum.
Det er helt normalt. Og heeeelt i orden.
...Det fik mig til at tænke på at det måske kan være en god ide, at finde et forældrepar hvor man kan give hinanden lidt time-out på skift, uden at man føler man helt giver slip eller forlader dem. Men bare de der 10-15 min man lige kan få lidt 'rum til at puste'. Børnene har det stadig sjov og man er tilstede men kan trække sig lidt fordi man ved en anden har styr på dem. Den skal prøves.
-en mor som lærer hver dag
Underbart :)